Vaccination af borgere på sociale botilbud under 65 år

Nedenstående bedes videreformidles til sociale botilbud og andre relevante modtagere:

Fra 1. oktober 2024 til 20. december 2024 vil regionen tilbyde vaccination til de målgrupper, Sundhedsstyrelsen har defineret til det nationale sæsonvaccinationsprogram.

Alle over 65 år tilbydes covid-19- og influenzavaccination. Hertil kommer følgende udvalgte grupper:

  • Personer med udvalgte kroniske sygdomme
  • Gravide
  • Personer med svært nedsat immunforsvar

Der gennemføres ikke en generel vaccinationsrunde på de sociale botilbud/væresteder. Hvis der er borgere på botilbud, som er i målgruppen for vaccination, og som kan defineres som immobil, kan der aftales vaccination jf. ordningen om vaccination af immobile borgere i eget hjem (her).

Det vil i år være muligt for en pårørende eller værge at anvende digitalt fuldmagt til at agere på vegne af en inhabil borger på vacciner.dk. Dette skal som udgangspunkt anvendes til at oprette en tro- og loveerklæring på de borgere under 65 år på sociale botilbud, som ikke selv kan udfylde en tro- og loveerklæring på vacciner.dk. Herved oprettes et vaccinationsforløb på borgeren, samt der gives samtykke til vaccination af borgeren.

De pårørende eller værger skal informeres om dette i god tid forud for vaccinationsdagen, så de har tid til at udfylde tro- og loveerklæringen. 

Bemærk at værgen eller den pårørende med den digitale fuldmagt ikke skal booke tid til vaccination på bosted via vacciner.dk, men kun udfylde tro- og loveerklæringen.

Hvis der allerede foreligger en digital fuldmagt, skal værgen eller den pårørende gå ind på borger.dk og tilvælge Digital Fuldmagt specifikt til www.vacciner.dk, igennem følgende vejledning:

  • Log på Digital Fuldmagt via www.borger.dk
  • Vælg om du vil afgive eller anmode om fuldmagt
  • Vælg hvad fuldmagten skal gælde, kryds af ved vacciner.dk
  • Underskriv med MitID eller fysisk underskrift

Dette kan gøres igennem følgende link: Giv eller anmod om Digital Fuldmagt til selvbetjeninger (borger.dk)

For de borgere, hvor der ikke foreligger en digital fuldmagt, skal der foreligge samtykke fra en værge eller nærmeste pårørende til vaccination. Vaccinatøren kan herefter oprette vaccinationsforløb i Webreq på dagen for vaccination.

For borgere over 65 år er der allerede oprettet et vaccinationsforløb, der skal herved ikke oprettes en tro- og loveerklæring. Der skal dog foreligge samtykke fra en værge eller nærmeste pårørende til vaccination, hvis borgeren er inhabil.

I tilfælde hvor der hverken er en værge eller nærmeste pårørende til en inhabil borger, som kan give samtykke, skal botilbuddet kontakte vaccinationscentret.

Kontaktperson fra Region Syddanmark: Rasmus Nymand Nielsen, rnn@rsyd.dk, Tlf.:  2362 9682