Udpegning af medlemmer til et regionalt POCT-råd i Region Syddanmark

Region Syddanmark har besluttet at oprette et regionalt POCT-råd. Der er et ønske om udpegning af 2-4 kommunale repræsentanter til det regionale POCT-råd.

Point of Care Testing (POCT) er en fællesbetegnelse for diagnostiske undersøgelser, der udføres ved (bedside) eller i nærheden af patienten, og hvor undersøgelsernes resultat indgår i vurdering af patientens behandling. Ved POCT forstås i denne sammenhæng udstyr bestemt til gennemførelse af analyser uden for de centrale laboratorier udført af ikke-laboratorie-personale på prøvemateriale udtaget fra patienten.

Alle sygehusene i regionen har i dag et lokalt POCT-råd, men der foregår meget lidt koordinering mellem disse råd. Det betyder f.eks. at udstyr indkøbt til lægebilerne kan være af forskellig type og derved være udfordrende at betjene ved skiftende arbejdssteder for både læger og reddere.

Formålet med et regionalt råd er bl.a. at koordinere indsatsen på hele POCT-området, herunder:

  • At have en fælles holdning til brug af POCT-udstyr (hvornår, hvorfor, procedure for nye udstyr).
  • At have fælles krav til POCT-udstyr (berettigelse, performance, økonomi).
  • At have en regional rekommandationsliste for POCT-udstyr (hospitalt, præhospitalt).
  • At have fælles krav til kvalitetssikring og uddannelse af slutbrugere.
  • At tilstræbe/sikre indrapportering af analyseresultater til BCC/EPJ Syd.
  • At koordinere sygehusenes POCT-råd samt have dialog med andre regionale POCT-råd.

Formen vil være forventeligt 2-4 årlige møder.

Rådet sammensættes af følgende:

  • 2 repræsentanter fra sygehusdirektionerne
  • 4 repræsentanter fra afdelingerne klinisk biokemi
  • 1-3 repræsentanter fra specialet mikrobiologi
  • 1 repræsentant fra Medikoteknik
  • 1 repræsentant fra Præhospitalenheden
  • Repræsentanter fra almen praksis og kommuner
  • Repræsentanter fra Psykiatrisygehuset

Når medlemmerne er udpeget vil der på det første møde være en drøftelse af kommissorium for det regionale POCT-råd med udgangspunkt i ovenstående beskrivelse. Mødedato er ikke fastlagt endnu.

De kommunale pladser i rådet kan have forskelligartet baggrunde. Pladserne til kommunerne kunne med fordel repræsentere forskellighed i kommunestørrelse, en rep. med lægefaglig baggrund, en fra et kommunalt akutteam, en sygeplejefaglig leder eller noget helt andet. 

Det vil være muligt at tilmelde kommunale repræsentanter til rådet via nedenstående formular. Svarfrist 2. september 2024. 

Bekræft samtykke