Ny Samarbejdsaftale for gravide og børn tilknyttet Familieambulatoriet og Familieambulatoriet Plus i Region Syddanmark

Baggrund

De to tidligere samarbejdsaftaler ”Samarbejdsaftale vedrørende sårbare gravide” og ”Samarbejdsaftale omkring gravide og børn tilknyttet Familieambulatoriet Plus i Region Syddanmark” er skrevet sammen til én samarbejdsaftale, som blev godkendt i Strategisk Sundhedsstyregruppe den 4. april 2025. Samarbejdsaftalen skal nu implementeres i regi af sundhedsklyngerne.

Aftalen og tilhørende materiale kan tilgås via regionens hjemmeside: Samarbejdsaftale for gravide og børn tilknyttet Familieambulatoriet og Familieambulatoriet Plus i Region Syddanmark

 

Høring

Samarbejdsaftalen har været i høring fra 14. august 2024 til 28. oktober 2024. Der kom 13 høringssvar fra kommuner, sygehuse, Socialdirektørforum og PLO. Samarbejdsaftalen er blevet rettet til på baggrund af høringssvarene, og behandlingen heraf fremgår på regionens hjemmeside.

 

Aftalens indhold

Samarbejdsaftalen rammesætter det tværsektorielle samarbejde om gravide og børn tilknyttet Familieambulatoriet og Familieambulatoriet Plus i Region Syddanmark. Målgruppen er derfor alle aktører i svangreomsorgen og i forebyggende indsatser for børn og familier, som møder gravide og familier i sårbare positioner, herunder også i tilfælde, hvor den gravide eller den gravides partner og/eller medforælder har forbrug af afhængighedsskabende medicin, alkohol og/eller andre rusmidler.

Formålet er at sikre bedst mulige sammenhængende, koordinerede og tværsektorielle indsatser af høj kvalitet til målgruppen. Samarbejdsaftalen er struktureret sådan, at den første del omhandler principper for samarbejdet samt ansvar og opgaver, der er fælles for alle samarbejdsaftalens aktører. Anden del af aftalen specificerer opgaver og ansvar for de enkelte aktører i hver sektor.

Da formålet med sammenskrivningen af aftalerne var at forenkle og opdatere det faglige indhold, er det meste indhold allerede gældende i dag. Det nye i aftalen er, at den er opdateret i forhold til barnets lov. Derudover er der kommet et øget fokus på at skabe fælles sprog i samarbejdet bl.a. med reference til de forskellige værktøjer, der bruges i hver sektor til at tilrettelægge de rette indsatser for samarbejdsaftalens målgruppe. Derudover indeholder aftalen også i afsnit 5.1.3 en række anbefalinger til at skabe dialog og fælles sprog i forbindelse med underretninger.

 

Implementering af samarbejdsaftalen

Implementeringen af samarbejdsaftalen afhænger i høj grad af et godt samarbejde lokalt. Arbejdsgruppen bag samarbejdsaftalen anbefaler derfor, at selve implementeringen sker i et lokalt samarbejde mellem de relevante aktører i kommunen, på sygehuset og i almen praksis f.eks. gennem strukturerede netværks-/samarbejdsmøder mellem relevante fagpersoner. Der bør være ledelsesmæssigt fokus på samarbejdet på området og på at mødes på tværs af aktører for at skabe god dialog og fælles sprog. Aktører omkring samarbejdsaftalen kan desuden tage initiativ til at mødes årligt på tværs af hele regionen omkring fagligt relevante oplæg.

Der er udarbejdet en præsentationspakke bestående af to slideshows som værktøj til videreformidling af samarbejdsaftalen til henholdsvis medarbejdere og ledere i region, kommuner og almen praksis, som arbejder med samarbejdsaftalens målgruppe. Materialet er sendt ud med samarbejdsaftalen og bliver også tilgængeligt på regionens hjemmeside. 

Det forventes, at der afholdes et kick-off arrangement i oktober 2025 i form af en halv temadag for at sætte fornyet fokus på området.