subbanner

Praktiserende læger

På denne side kan du som praktiserende læge finde relevant information om TeleKOL-tilbuddet

Det telemedicinske tilbud - KOL

Ofte Stillede Spørgsmål

Hvad er TeleKOL?

TeleKOL er et nyt, nationalt telemedicinsk tilbud, som tilbydes patienter med svær KOL i hele landet.

Tilbuddets formål er at hjælpe KOL-patienter til et bedre liv med deres sygdom. Det skal bidrage til en større sygdomsforståelse og deraf mindre angst samt færre indlæggelser.

En sygeplejerske fra kommunen eller sygehuset (afhængigt af, hvor patienten er tilknyttet) følger patienten over tid og støtter op om patientens sygdomsforløb. Tilbuddet skal ses som et supplement til den allerede eksisterende behandling/kontrol, som patienten får/har på sygehuset eller i almen praksis.

Hvem er målgruppen (inklusions- og eksklusionskriterier)?

Den primære målgruppe er patienter i gruppen GOLD D, men den kan udvides efter lægefaglig vurdering.

Hvad er min rolle som praktiserende læge?

Din rolle er at henvise patienter, som du vurderer, kan have gavn af TeleKOL-tilbuddet. Derudover kan du have en rolle i at fastsætte og vurdere referenceværdier på saturationsmålinger og vægt.

Når en patient modtager TeleKOL vil behandlingsansvaret stadig ligge i enten almen praksis eller hos sygehusets lungelæge. Dit ansvar for og relation til patienten forbliver derfor den samme som hidtil. Men den data, som sygeplejersken i KOL-tilbuddet og borgeren sammen indsamler over tid, giver dig et bedre grundlag for at behandle patienten, og f.eks. at fange forværringer, før de bliver til indlæggelser.

Er det en akut indsats?

TeleKOL er ikke et akuttilbud. Hvis patienten oplever akut forværring af sin sygdom, skal normalsystemet benyttes.

 

Hvordan gavner det mine patienter?

Dine patienter med svær KOL – eller andre du vurderer, vil have gavn af tilbuddet, får bedre forudsætninger for en dialog om egen sygdom, ligesom de vil blive bedre til at mestre deres sygdom og livssituation.

 

Hvem kan henvise til tilbuddet?

Det kræver henvisning fra læge (almen praksis eller hospital).

Skal det erstatte noget af den eksisterende behandling for patienterne?

TeleKOL er et nyt tilbud til personer med svær KOL og skal ses som et supplement til den nuværende behandling.

Kan jeg tilgå borgerens data fra praksis?

Nej, du kan ikke tilgå data fra dit lægepraksissystem. Du kan enten tilgå måledata via Sundhed.dk eller ved, at patienten har sin tablet med til konsultation.

Hvem monitorerer/tjekker borgerens data, og hvor ofte skal det ske?

Det gør den kommunale KOL-sygeplejerske med monitoreringsansvar som udgangspunkt og i enkelte tilfælde KOL-sygeplejerske på sygehus. Data skal som udgangspunkt tjekkes to gang ugentligt. Dette kan fraviges, hvis det vurderes relevant for den enkelte.